Klare rammer og forventninger
I en hverdag, hvor børn og unge skal agere som individ ind i komplekse arenaer med mange mennesker omkring sig, er det essentielt at gøre hverdagen forudsigelig og tryg. Modsatrettede beskeder eller manglende sammenhæng mellem regler og udførelse kan gøre hverdagen utryg for børn og unge. For at hverdagen kan give mening for alle, er det vigtigt, at der en tydelig sammenhæng i de ting, som professionelle siger og gør. Denne sammenhæng handler grundlæggende om klare rammer og forventninger. Det vil sige, at der er en tydelig struktur i hverdagen, hvor for eksempel principper for start, skift og slut i aktiviteter er defineret, eller hvor læreren har en tydelig klasseledelse.
Forventninger omhandler også, hvad der forventes af voksne, børn og forældre i hverdagen. Det er således afgørende, at individet ses som et subjekt med potentiale, der forsøger at gøre sit bedste for at kunne være en del af fællesskabet. Det er de voksne, der er de primære forandringsagenter, når tingene kan blive svære. Klare rammer og forventninger skal skabe tryghed i de mange skift, som børn og unge oplever. Det vil sige, at der skal være en oplevelse af sammenhæng i overgange for eksempel mellem dagtilbud og skole eller fra mellemtrin til udskoling.
Hos Naur-Sir Skole og Børnehus arbejder vi med klare rammer og forventninger på følgende måde:
Vi har fra starten af skoleåret 2022/2023 nedskrevet skoledagen til minimumstimetallet på alle årgange og har i den anledning også flere voksne inde i klasserne, samt ændret i overgange fra skole til SFO. Vores ”Fælles Fagligt Fokus”-område er specifikt tiltænkt klare rammer og forventninger, da det omhandler den inkluderende klasseledelse.
Inkluderende klasseledelse er med til at sikre og øge vores bevidsthed omkring hvilke klare rammer og forventninger, vi som fagprofessionelle, bør stille i klasserummet, i SFO’en og i børnehaven. Det skaber genkendelighed for alle børn og dermed mere ro i deres hverdag.
Vi arbejder på hvordan man starter og slutter en undervisningstime, ligesom der arbejdes med at starte og slutte en leg i børnehaven eller starte og slutte en aktivitet i SFO’en. Ved at tydeliggøre disse forskellige arenaer og få en større indsigt i vigtigheden af overgangene mellem arenaerne, kan vi lette dagligdagen for børnene i hele huset.
I børnehaven er der skabt en fast struktur hver dag, med faste voksne og faste børn, som kan ses på en tavle indenfor indgangen. Både børn, forældre og voksne kunne hurtigt mærke en forskel til det bedre med dette nye tiltag.
Fra skole til SFO er der implementeret en ”Samling” for at give børnene den bedste overgang. Det er her muligt at mødes med et SFO-personale som fortæller om SFO’ens aktiviteter den pågældende dag, hvem der er selvbestemmer osv. og derfra tage børnene med videre.
I skoledelen arbejdes der specifikt med overgangene mellem to lektioner, hvor der ikke er en pause imellem. Der er fokus på at afslutte den ene time på en god måde, så den nye lærer der kommer ind til anden lektion, kan starte godt op. Hvis der er sendt børn til pause, er det allerede koordineret mellem de voksne.
Udover de rammer der er ekstra fokus på i skoleåret 2022/2023, vil vores praksis løbende få et løft via vores ”Fælles Fagligt Fokus” og vi bliver skarpere på hvordan vores forventninger præsenteres.